NKT er tildelt turnkey ordre til on- og offshore projektet Shetland HVDC Link

NKT er blevet tildelt en kontrakt til en værdi af cirka EUR 235 mio. (cirka DKK 1,75 mia.) af SSEN Transmission på levering og installation af en højspændings-kabelforbindelse til jævnstrøm (DC) til Shetland HVDC Link-projektet. Turnkey-ordren omfatter produktion af cirka 2x260 km 320 kV DC on- og offshorekabler, installation med kabeludlægningsskibet NKT Victoria samt beskyttelse af kablerne.

NKT CEO Alexander Kara siger:

- Denne turnkey-ordre bekræfter NKTs stærke position i markedet for interconnectors baseret på jævnstrøms-højspænding. Jeg er meget tilfreds med at NKT er valgt som partner til Shetland HVDC Link, som betyder at Shetland får en bæredygtig tilslutning til elnettet og at der leveres vedvarende energi fra øen. Med ordren fortsætter vores gode relation til SSEN Transmission, som vi har gennemført Caithness-Moray Linket med, der forbinder det østlige og nordlige Skotland.

Kontraktsummen på cirka EUR 235 mio. i markedspriser svarer til cirka EUR 230 mio. (cirka DKK 1,71 mia.) i standard metalpriser. Energikablerne skal produceres i Karlskrona, Sverige med forventet start i 2021 og med endelig færdiggørelse af projektet i 2024.

Shetland HVDC Link bliver den første kabelforbindelse mellem det skotske fastland og øen Shetland, som ligger ud for den skotske nordøstkyst. Forbindelsen vil sikre Shetlands fremtidige forsyningsbehov og vil fremme tilslutningen af vedvarende energi til elnettet i Storbritannien og vejen til CO2 neutralitet. NKT bidrager desuden til den grønne løsning ved at levere energikabler, der er produceret på en fabrik, der kører på 100% grøn strøm og ved at anvende NKT Victoria, som er industriens mest bæredygtige kabeludlægningsskib, og som får strøm via elnettet når det er i havn.

Ordren til Shetland HVDC Link ændrer ikke på NKTs finansielle forventninger til 2020.

Kontakt 

Investor Relations: Michael Nass Nielsen, Head of Investor Relations, tlf.: +45 2494 1654
Presse: Helle Gudiksen, Head of Group Communications, tlf.: +45 2349 9098

Find en kontakt nær dig