NKT overleverer kabelløsning til offshore-forbindelsen Nordergründe

NKT har installeret og overleveret en 155 kV AC højspændingsforbindelse til den hollandsk-tyske netoperatør TenneT. Nordergründe-forbindelsen vil via den tilknyttede vindmøllepark kunne levere op til 111 MW vedvarende energi til det tyske fastland.

Vindmølleparken Nordergründe, der er placeret i Nordsøen ud for den tyske kyst, er en del af Energiwende, som er den tyske regerings strategi for at øge andelen af vedvarende energi i sit energimix. NKT har nu installeret og overleveret den 155 kV kabelløsning, som vil levere offshore vindenergi, der dækker forbruget til mere end 100.000 private hjem. Den producerede energi fra vindmølleparken vil erstatte fossile energikilder og reducere CO2-udledningen med op til 500.000 ton om året. Projektet blev påbegyndt før NKT købte højspændingsforretningen af ABB.

Strømmen fra de 18 offshore vindmøller blev for første gang integreret i det tyske 220 kV net den 31. oktober 2017via en transformerstation i Inhausen nord for Wilhelmshaven. Det er NKT, som har leveret den turnkey-løsning, der transporterer den grønne energi til fastlandet. 

- Vi er stolte af at støtte TenneT’s transformation af det tyske energimix med vores erfaring og ekspertise inden for turnkey-projekter. Med et tæt kundesamarbejde og det fulde projektansvar kan vi sikre høj effektivitet og lavere projektrisiko, siger Andreas Berthou, Executive Vice President og Head of HV Solutions i NKT. 

NKT har stået for kabeldesignet, ingeniørarbejdet, levering og installation af on- og offshore kabelløsningen på 155 kV. Derudover har NKT leveret shunt-reaktorer, en 155/220 kV transformer på land samt udvidelsen af en eksisterende 220 kV transformerstation. Kabelløsningen til vekselstrøm består af 3x4 km landhøjspændingskabel med én leder og 28 km treleder offshore højspændingskabel. Kablerne er produceret på kabelfabrikken i Karlskrona, Sverige. 

NKT har stor erfaring med installation og service af on- og offshore højspændingskabler inden for både jævn- og vekselstrøm. Projektet i Tyskland er en CIS-totalentreprise (Cable System, Installation and Service), der giver kunder som TenneT mulighed for kun at arbejde sammen med en leverandør, hvilket øger fleksibiliteten og reducerer risikoen i store kabelprojekter. 

Find en kontakt nær dig